Jeg har de seneste 10 år været særligt optaget og inspireret af den narrative metode og tænkning. Udgangspunktet er, at mennesket forstås som intentionelt og meningssøgende, hvilket med andre ord betyder, at mennesket har gode grunde til at forstå sig selv- og gøre som det gør. Det kan eksempelvis knytte sig til ens tidligere erfaringer og følelsesmæssige blå mærker, normer og strømninger i samfundet, den fortælling man har om sig selv, de værdier, man navigerer efter osv.

​

I den narrative terapi forstår- og taler vi om problemer på særlige måder, hvor “det ikke er personen, der er problemet, men problemet, der er problemet”. Når vi navngiver problemet og taler om det på en anden måde, giver det mulighed for at forstå det på andre måder, og ofte har jeg erfaret, at problemet kan få tendens til at opløse sig selv over tid på grund af nye forståelser og rigere fortællinger om det. Samtidig giver det anledning til en større forståelse af sig selv, der gør, at man står stærkere når man støder ind i andre svære situationer i livet.

​

Udover fokus på fortællinger (narrativer) og betydningen af måden vi forstår og taler om problemer, så er den narrative tilgang også kendetegnet ved opmærksomheden på, at vi som mennesker ikke lever liv, der er uafhængigt af de relationer og det samfund og den tid vi er en del af. Vi påvirkes af alverdens “burde’r” og de strømninger og forståelser, der hersker, hvilket påvirker vores forståelse af os selv og vores problemer, samt de måder vi kan få det bedre på. 

​

I samtalerne (hvis de foregår fysisk) vil jeg skrive nogle af de ting du siger op på min store whiteboardtavle. Måske kan det føles lidt mærkeligt i starten, men for rigtig mange, jeg har talt med, har det givet en større indsigt og overblik, og har i sig selv haft en god effekt. Hvis du oplever, at det er forstyrrende eller ikke hjælpsomt, er det altid okay at sige. Det afgørende er, at samtalerne giver mening for dig, og det vil jeg løbende være opmærksom på.